Ruslands leder og hans sympatisører kunne bruge gamle konflikter til at aflede opmærksomheden fra Ukraine og svække europæisk enhed. Putin har faktisk allierede eller næsten allierede indenfor både Nato og EU, og reelle allierede indenfor ikke EU Europa. I EU har han et forståelsesfællesskab med Ungarns højreradikale leder Viktor Orban, i Nato den tyrkiske præsident Erdogan og udenfor EU, Serbiens leder Vucic.

Ruslands præsident holder sig forståeligt nok tavs om sin “særlige militæroperation”. Men ubestemt dødvande er ikke, hvad han forventede. Han forventede heller ikke bilbomber i Moskva og ydmygende angreb på fæstningen Krim. Mindst af alt forventede Putin 80.000 russiske soldater døde eller sårede. Døende med dem er hans ”Peter den Store drøm” om et “Storrusland”. Hans ry som alt andet end en morder og en skurk er allerede uddød. Han risikerer at blive sat i bås med mænd som Stalin og Hitler i fremtidens historieskrivning, samtidig med at Ruslands ry som pariastat kunne komme til at tage 50-70 år i vestlige øjne. Det tog det Tyske folk omtrent det samme at få et nogenlunde renomme efter 2 verdenskrig.

Et endeløst militært dødvande er ikke et scenarie, som Putin har råd til, da vestlige sanktioner ligeså langsomt tærer på hans økonomi, og hans militærs mandskab og materiel støt bliver opbrugt. Så hvad er hans muligheder?

Han kunne erklære at Rusland har nået sine mål i Ukraine, hævde, at Natos “trussel” er neutraliseret og foreslå en forlig, der anerkender Ruslands annektering af besatte områder. Men han ved helt sikkert, at Kiev aldrig ville acceptere sådanne vilkår. Han kunne spille på en enorm eskalering af slagmarken, for eksempel ved at bruge Hviderusland til at åbne en anden front nord for Kiev – den region, han ikke formåede at overskride i februar. Men det er usikkert, at hans generaler har kapaciteten eller modet.
Han tør bestemt ikke trække sig tilbage. Så efterhånden som presset på ham vokser for at skabe et gennembrud, kan Putin meget vel beslutte, at hans bedste mulighed er at hæve omkostningerne ved krigen til Ukraines støtter – og på den måde underminere Kievs modstand.

Hans problem er at vesten er klar over risikoen, at britiske, franske og tyske ledere alle proklamerede langsigtet støtte til Ukraine i sidste uge understreger dette. De ved, at Putin satser på, at de vil blive trætte af en økonomisk krise og derved langsomt trække støtten.

Konteksten er stigende bekymring over Europas energi- og leveomkostningskriser, hovedsagelig forårsaget af invasionen og Kremls nedskæringer i gasforsyningerne. En hård vinter kan vise sig lammende for Europæisk økonomi.

Alligevel er Putin måske lige begyndt. Han har mange midler til at underminere vestlig enhed og udholdenhed. Europa er fyldt med let udnyttede potentielle brændpunkter og geopolitiske spændinger, der er arvet fra sovjettiden. Ligeledes har Rusland overraskende mange allierede og sympatisører spredt ud over et politisk splittet europæisk landskab.

Så vil Putins venner i vest hjælpe med at redde uhyret fra øst? Hvideruslands Alexander Lukasjenko er allerede i Putins lomme. Moskva sikrede, at diktatoren overlevede, efter at hans tyveri af præsidentvalget i 2020 fremkaldte landsdækkende protester. Lukasjenko vil gøre, som han får besked på.

Inde i EU ses Viktor Orbán, Ungarns premierminister, som Putins trojanske hest. Som mange andre i Europas yderste højrefløj beundrer Orbán sin intolerante nationalistiske ideologi og deler hans racistiske, homofobiske syn. Han har gentagne gange forhindret EU-sanktioner. I sidste måned afsluttede han en ensidig gasaftale med Kreml. Orbán er åbenlyst ikke til at stole på og modarbejder på alle tænkelige måder EU indefra.

Sammenbruddet i juni af Bulgariens reformistiske regering og efterfølgende snak om at reparere forholdet til Moskva giver anledning til bekymring for, at Putin får løftestang til at splitte EU.

Italien har også masser af Putin-fans. Ledere af to højreekstremistiske partier, der forventes at slutte sig til en regerende koalition efter næste måneds valg, har haft tætte bånd med Moskva gennem årene. Matteo Salvinis Lega Nord dannede en alliance med Putins Forenede Rusland i 2017. Silvio Berlusconi fra Forza Italia er en personlig ven af Putin. Italiens afsatte premierminister Mario Draghi tog en hård linje over for Ukraine. Det kan ændre sig efter et valg.

Andre europæiske højreekstremistiske (og venstrefløjs-) oprørere og populistiske partier identificerer sig i varierende grad med putinistisk ideologi og konservative sociale værdier. De gentager hans fjendtlighed over for EU. En European Council on Foreign Relations-undersøgelse i 2016 angav Tysklands Alternativ fur Deutschland, Frankrigs Front National (Rassemblement National), Østrigs Frihedsparti og Belgiens Vlaams Blok som “pro-russisk”. Engelske Ukip kan næsten også medregnes her.

“Partierne … hjælper med at legitimere Kremls politik og forstærke russisk desinformation. Til tider kan de flytte Europas indenrigspolitiske debatter til Ruslands fordel,” sagde undersøgelsen. I Putins verden er sådanne indflydelseskanaler potente våben.

Putin kan også stole på mainstream ikke-EU-politikere som Aleksandar Vučić, Serbiens præsident, for en sympatisk høring. Vučić er blevet døbt “lille Putin” af modstandere. Serbien har dybe historiske, slaviske og religiøse bånd til Rusland, plus en fælles mistillid til Nato. Alliancens bombning af Beograd i 1999 er ikke glemt. Der står stadig udbombede bygninger i Beograds bymidte som monumenter over
(den i serbiske øjne) Natos krigsforbrydelse.

EU og Storbritannien frygter, at det vestlige Balkan er et kritisk brændpunkt, som Putin kan bruge til at sætte gang i gamle konflikter og aflede opmærksomheden fra Ukraine.

Putins bestræbelser på at sprede frygt og ustabilitet, forstyrrelser og økonomisk smerte rækker ud over Europa. Kosovo, hvor etnisk serbisk agitation er ved at bygge sig op igen, er et eksempel på det. Vučić truede i sidste uge internationale fredsbevarende styrker med intervention. “Vi vil redde vores folk fra forfølgelse og pogromer, hvis Nato ikke ønsker at gøre det,” sagde han. Bosnien-serbiske ledere, knyttet til Moskva, truer også med nybrud i Bosnien-Hercegovina.

Det opdelte Moldova (Transnistrien er en prorussisk udbryderrepublik af Moldova) og Georgien med delte befolkninger og russiske tropper på deres jord (Sydossetien) er også potentielle krudttønder . En anden er Kaliningrad, hvor Putin i denne måned indsatte hypersoniske missiler for at skræmme Nato-naboerne. Især Estland, med sit etniske russiske mindretal, fremstår som et mål.

Putins bestræbelser på at sprede frygt og ustabilitet, forstyrrelser og økonomisk smerte – som får lande til at tænke sig om to gange om at modsætte sig Rusland – rækker ud over Europa. Hans veto har efterladt FN’s sikkerhedsråd fastfrosset i tid. Nu ser han og Kinas Xi Jinping ud til at forvandle novembers vigtige post-pandemiske G20-topmøde på Bali til et råt vest-mod-resten-opgør over Ukraine. Uanset at hele Ruslands argumentation er baseret på en løgn.

Putins hensynsløse ageren ved Ukraines besatte Zaporizhzhia-atomkraftværk antyder, at han vil risikere næsten hvad som helst for at vinde. Stille og roligt bliver han mere og mere desperat og dermed
en farligere og farligere trussel for en verdensomspændende militær konflikt (WW3?)