I USA har en ny politik indfundet sig og afløst parløbet med EU. USA sender nye signaler mod Rusland og EU. Trump signalerede allerede omkring Brexit afstemningen, at han ønskede sig et svagt Europa, med den bagtanke at han dermed kan føre bilaterale forhandlinger fremfor multi-laterale. Derved står det enkelte land svagere i en handelsmæssig forhandling. Rusland ønsker etsvagt EU uden de store handelsmæssige muskler til at true med sanktioner og stå hårdt i multi-laterale forhandlinger om f.eks gasleverancer. Den nye Trump-administration har med sine signaler omkring handelsaftaler og toldmure, lagt op til handelskrig med det meste af verden. De nye folk

omkring Trump er ikke særligt politisk skolede, og tror på den amerikanske selvforståelse at være økonomisk og militært usårlige. Den militære usårlighed er absolut til stede, men en udmelding af NATO vil også stille USA svagere udenrigspolitisk (noget der vil blive sat kritiske spørgsmålstegn ved langt ind i det republikanske parti ) således at USA faktisk, på trods af et større militærbudget, ved en isolationisk udenrigspolitik faktisk bliver militær-strategisk svagere. De økonomiske forhold stiller sig dog noget anderledes. En handelsmæssig konfrontation med EU kan vise sig at være katastrofal. EU er måske en militær lilleput i forhold til USA, men handelsmæssigt er EU en større international spiller en USA. EU står på verdensplan for 15 % af den samlede verdenseksport, kun

overgået af Kina ( 15,5%) (USA er kun på 12,2%).

Hvis det lykkedes for de højre-nationale kræfter i Europa at smadre EU, vil vi stå tilbage som svage Internationale spillere økonomisk såvel som udenrigspolitisk. Et Europa uden indflydelse på egen Fremtid og overladt til USA og Ruslands forgodtbefindende. Englands UKIP har allerede gjort EU os svagere, og nu hvor Frankrigs Front National, Hollands Wilders og Tysklands AFD ser stærke ud i deres respektive valgkampe, er de mørke tunge skyer for alvor trukket ind over EU og Europa. Denne misforståede nationalisme er det rene gift for alle demokratiske og økonomiske processer. Kræfterne viser at verden har glemt skyggerne fra fortiden. EU er den eneste garant for et Europa der kan påvirke den verden politisk og måske den eneste garant for vores fremtidige velstand. Det kan godt være at visse befolkningsgrupper ikke i væsentlig grad er blevet tilgodeset af den øgede globalisering og føler sig marginaliserede. Men at højre-nationalistiske populister fisker i disse rørte vande, minder i høj grad om de mekanismer man så i Europa for 80 år siden.