Sommerens kupforsøg i Tyrkiet var den brik Erdogan manglede for at bringe Tyrkiet på vej mod hans ultimative drøm – Den Islamiske stat Tyrkiet- et Tyrkiet renset for grundlæggerens Kemal Atatyrks visioner om et sekulært Tyrkiet og et Tyrkiet renset for Demokratiets problemer. Han drømmer øjensynligt om et Islamisk diktatur med ham som leder, en ny slags kalifat. Måske var det netop baggrunden for at en gruppe officerer iværksatte kuppet, der dog syntes ubehjælpeligt amatøragtigt. Vi så topbevæbnede soldater overgive sig til politifolk bevæbnede med pistoler. Man kunne næsten få den tanke at kuppet netop var iværksat af Erdogan selv og hans efterretningstjeneste, for netop skabe en situation hvor han kunne tiltvinge sig fuldendt magt. Kuppet medførte arrestationer for store dele af det akademiske apparat ( 100.000 offentlige ansatte, 2000 folkeskole og universitetslærere ) og det lovgivende apparat (2700 dommere) ligesom store dele af militærets top blev anholdt ( 163 af Tyrkiets generaler eller 25% af alle officerer). Ytringsfrihed hører heller ikke til i et diktatur – 160 blade og magasiner er blevet lukket af regeringen. Flere politiske partier er blevet forbudt , senest kurdernes eneste demokratiske talerør HDP, som han selvfølgelig beskylder for at være i ledtog med PKK og YPG (kurdisk terrororganisation og væbnet milits). Selv i europæiske lande med mange tyrkiske gæstearbejdere har hans støtter haft deres lange arm fremme og chikaneret alt og alle der satte spørgsmålstegn eller ytrede sig kritisk over den tyrkiske udvikling. Europa ser passivt til, fordi man her frygter at tyrkerne åbner for flygtningestrømmene ,noget der bliver brugt som et våben fra Erdogans side til at holde EU passive overfor Tyrkiets transformation til et Islamisk diktatur.

Tyrkiets udvikling i disse år leder tankerne hen på udviklingen i Tyskland i trediverne, hvor resten af verdenen også så passivt til. En Islamisk regional supermagt har nu set dagens lys, med en diktatorisk despot i spidsen , beliggende med en fod i Europa og en kæmpe potentiel 5 kolonne af tyrkiske gæstearbejdere. Tyrkernes deltagelse i kampen mod IS har været på en falsk dagsorden. Tyrkerne har investeret mere i at bombe kurdiske stillinger i Syrien (YPG) end at bombe IS. Det er faktisk lidt af en gåde hvor og hvem IS har solgt olie til, og her er tyrkerne det logiske svar. Alt i alt har Tyrkiet vendt ansigtet mod øst , og dem der troede at vi kunne pacificere dem ved at vinke med et muligt EU-medlemskab, må tro om igen. Tyrkiet hører ikke hjemme i EU – og om det så hører til i NATO er et åbent spørgsmål.