Briternes nej til EU, var nationalisternes på den yderste højrefløjs sejr. Det var de naive venstrefløjsfantasters sejr. Det var en sejr for populismen og et nederlag for demokratiet mod demagogien. Det var en sejr for småligheden og en indgroet mistro mod at EU faktisk repræsenterer dem – primært på grund af en hysterisk oppisket debat om masseindvandring fra det østlige Europa og en angst for at horder af flygtninge vil overende os – en stemning som UKIP (Stor Britanian), Front National (Frankrig) og Podemos (Spanien) er garanter for i Europa.

Disse bevægelsers menneskesyn, troede man var gået af mode i 1945- men florerer i bedste omfang over hele Europa. Det var en sejr for dem der er ærgerlige over at ikke kunne overskue det komplekse – og dermed har en indgroet mistro mod dem der kan. Men det var et nederlag for Europa, og måske enden på det stabile Europa vi alle kender. Brexit kan hurtigt vise sig at blive fulgt op af en sejr til Marine le Pen i Frankrig og en Norbert Hofer i Østrig. Dette kan i så fald være starten på enden for EU.

Brexit vil blive husket som en sejr for ballademagere og stupide venstreorienterede, for skinheads og hooligans, for uvidende rebeller og dumstædige neonationalister. EU har dog i høj grad en stor andel i fadæsen, da projektet ikke er blevet helhjertet bakket op af de nationale regeringer og har været ligeglade med sit usexede image. Hvis vi nu havde markedsført EU som et markant vigtigt redskab til velstand og sikkerhed i Europa, i stedet for at lade alle de mistroiske og nationalistiske få hele opmærksomheden. Hvis man nu havde skabt fokus på det positive som det repræsenterer, ville en stor del af det automatiske nejapparat ikke have været så markant. Hvis man havde undervist folket i at være EU-borgere og at det ikke kun var elitens projekt. EU er den eneste mulighed for at Europa kan få en international stemme – på lige fod med USA, Kina og Rusland.