De store flygtningestrømme er helt sikkert en udfordring for Europas sammenhold. De forskellige regeringer gør alt for at det netop ikke bliver deres land flygtningene vælger. Det startede med at Ungarn satte hegn op mod Serbien, derefter grænsekontrol mellem landene – et tiltag der truer en Af EU’s vigtigste tiltag nemlig Schengen samarbejdet. Ikke alene er EU’s sammenhold truet, men det er den medmenneskelige værdighed i Europa i høj grad også. De Europæiske regeringer skærper retorikken i sådan en grad at man snart kan drage paralleller til tredivernes Europa, hvor man også havde en grusom retorik overfor flygtningene fra krig og undertrykkelse. Victor Orbans Ungarn er en højre national regering, støttet af et reelt neonazistisk parti (Jobbik), som søger ethvert tiltag til at forfølge landets minoriteter – heriblandt de stakkels reelle flygtninge der måtte strande der. Det ironiske er at Ungarn ved at stille en mur op mod syd, netop beskytter den ydre grænse der danner baggrund for Schengen samarbejdet. I Frankrig har Front National længe stormet frem, og særligt efter terrorangrebene er opbakningen blevet stor, og retorikken overfor ”de fremmede” er blevet skærpet. I Polen er det demokratiske grundlag under pres. I Sverige har man betalt prisen for at være et humanistisk foregangsland, hvor man har nået grænsen for hvad et land kan absorbere. Vupti så indfører man grænsekontrol.
Danmark har været så skarpe i retorikken at her vil flygtningene ikke være (applaus for vores internationale ry som humanister). Vores egen regering har sammen med Socialdemokratiet strammet op om deres holdninger, fordi de føler sig truet af Danmarks svar på Front national (DF). Desværre er de reelle flygtninges situation forværret af store mængder bekvemmelighedsflygtninge fra nordafrikanske lande, der vil have del i vores lille paradis. Alt i alt, lyder dette scenarie ikke bekendt? Vi kan bestemt lære meget af historien, men det er desværre ikke sikkert vi vil.
Be the first to comment on "I skyggen af trediverne – en ny trend blandt Europas ledere"