Borgerkrigen i Syrien er ikke blot en reaktion på lokale uoverensstemmelser, men også en konflikt skabt på forskellige stormagtsinteresser, specifikt Rusland og USA. Amerikanerne er på oprørernes side fordi Assads regime er russisk støttet, og ikke for at støtte demokratiske tiltag. Russerne støtter Assad fordi de har militærstrategiske interesser (en meget stor flådebase i det nordlige Syrien). Det ville alt andet lige også være et hårdt slag for Rusland, hvis Syrien vendte blikket mod USA og Vesten. Russerne har både geopolitiske og økonomiske interesser i at holde Assad ved magten. Geopolitisk er Syrien det eneste virkelig holdepunkt for Rusland i Mellemøsten. En pointe, som chefen for den russiske tænketank CAST, forsvarsanalytiker Ruslan Pukhov uddyber over for BBC: “Syrien er det eneste land i Mellemøsten, der følger vores råd. Det er det eneste land, hvor vi kan udøve håndgribelig indflydelse. Tabet af Syrien vil betyde, at vi mister vores indflydelse i regionen. Syrien har en form for symbolsk værdi som tegn på Ruslands status som en stormagt.” Historisk strækker det tætte bilaterale forhold mellem Rusland-Syrien sig tilbage til 1971. Dengang var den syriske havneby Tartus forsyningsbase for den russiske flådes operationer i Middelhavet. Russerne eksporterer stadig våben til Syrien for et beløb i omegnen af milliard kroner om året. Dertil kommer flere direkte russiske investeringer i Syriens infrastruktur og turisme- og energisektor. Investeringer, som kommer i t, hvis Assad forsvinder. Det er altså hverken politisk enighed eller forkærlighed, der motiverer den russiske støtte til Assad. Rusland beskytter ganske enkelt sine egne interesse.

En tredje spiller er Iran, der støtter Hizbollah i nabolandet Libanon og er et meget magtfuld spiller i landets politiske spil- samtidigt en modspiller til Irans fjende Israel. Iran behøver Assad ved magten, for at våben og andre forsyninger kan føres I transit gennem landet. Syrien har traditionelt været Irans nærmeste allierede i området. Det samme var palæstinensiske Hamas i lang tid, indtil borgerkrigen i 2012 fik organisationen til at tage afstand til regeringen og i stedet støtte de sunni-dominerede oprørere. Assadstyret er Alawitter, der er en shiamuslimsk sekt. De udgør kun 12 procent af den samlede befolkning (sunnimuslimerne udgør 74 procent mens der er en kristen minoritet på 10 procent). Både Iran og Hizbollah menes at have været direkte involveret i krigen med både militær og i Irans tilfælde også økonomisk støtte til regimet, ligesom det syriske styre nyder støtte fra Rusland, der sender våben, og Kina, der ligesom Rusland har blokeret for resolutioner mod styret i FN’s Sikkerhedsråd for at modvirke vestlig dominans i regionen og beskytte en traditionel allieret. Oprørsgrupperne er en blandet gruppe. Nogle oprørere, der ønsker en eller anden form for frit demokrati, er samlet i Syriens nationale koalition, som anerkendes af en række vestlige og arabiske lande som den “legitime repræsentant” for Syrien. Oprørsstyrkerne er organiserede i Den Frie Syriske Hær, der består af et stort antal deserterede syriske soldater og officerer. Andre er islamiske grupper, nogle med tæt tilknytning til al-Qaeda, der også kæmper mod det syriske styre. Den vigtigste gruppe, Jabhat al-Nusra/al-Nusra Fronten, står på både FN’s og EU’s liste over terrororganisationer. En anden islamisk gruppering er Syriens Islamiske Front, som er en paraplyorganisation for 12 forskellige salafist-grupperinger. Forholdet mellem de forskellige oprørsgrupper er anspændt.

Der har været rapporter om kampe mellem oprørsgrupper indbyrdes. I juli 2013 henrettede islamistiske oprørere en leder af Den Frie Syriske Hær. Ifølge en rapport fra september 2013 er næsten halvdelen af oprørene tilknyttet yderliggående islamiske grupper, hvilket efterlader et fåtal i verdslige eller rent nationalistiske grupper. Ifølge undersøgelsen findes der op mod 1.000 forskellige oprørsgrupper, som har det fælles mål at vælte regimet. Men mens de moderate grupperinger ønsker et mere åbent og frit Syrien, kæmper islamist-grupperne for en islamisk stat. Set i dette lys er vestens håb om en demokratisk funderet sekulær stat noget naivt. Det mest sandsynlige udfald hvis Assad falder vil højst formentlig være en islamisk funderet stat- ikke som Islamisk stat, der nok er for rabiate til at få støtte fra nogen som helst, men nærmere en løst funderet stat som f.eks Sudan og Yemen. Syrien vil stå tilbage uden den veluddannede del af befolkningen (de fleste er allerede flygtet og hvis Assad bliver væltet flygter de sidste formentlig). Assad er en forfærdelig tyran, men i øjeblikket er sandheden nok, at så længe at Islamisk stat ikke er bekæmpet helt og aldeles, er hans regime nødvendigt- hvor ubehagelig sandheden end må være.